Cowis byudviklingsdirektør: Her er 4 grønne forslag, byrådskandidater kan lade sig inspirere af

08.11.2021

Sammen med valgkampen følger forhåbentlig vigtige debatter om fremtidens byer og bæredygtig byudvikling. Søger man som byrådskandidat inspiration til de næste grønne tiltag, er der heldigvis mange ideer at trække på, skriver Karin Thuesen Pedersen, byudviklingsdirektør i Cowi, i dette debatindlæg.

Med over 400.000 kommunalt ansatte, et årligt indkøb af varer og tjenester for knap 100 milliarder kroner og det primære ansvar for den lokale byplanlægning spiller kommunerne en nøglerolle for den grønne omstilling i Danmark.

Det er byrådenes politiske beslutninger, som i mange tilfælde er udslagsgivende for, hvordan grønne løsninger og bæredygtig byudvikling udvikles lokalt. Det er derfor glædeligt og unikt, at parterne bag DK2020-samarbejdet – Realdania, KL og regionerne – har samlet stort set alle danske kommuner om én fælles klimaambition: Kommunerne skal være klimaneutrale inden 2050.

For at et så ambitiøst mål skal lykkes, kræver det, at den grønne dagsorden rykker helt ind på borgmesterkontorerne, og at de kommende byråd fastholder presset for grønne løsninger. Og ikke mindst at man fra politisk side insisterer på, at fremtidens byer udvikles bæredygtigt, og at grønne tiltag tidligt tænkes ind i kommunernes planlægning.

Vælgerne efterspørger grønne byer

Lokalt efterspørger borgerne grønne tiltag som aldrig før. Ifølge en måling fra analysebureauet Electica er det nu den grønne dagsorden, som har størst betydning for, hvor flest vælgere vil sætte deres kryds til kommunalvalget 16. november – hele 43 procent peger på klima, miljø og natur som højeste prioritet.

Det øgede fokus på den grønne dagsorden sker samtidig med, at stadig flere danskere flytter til byerne med en forventning om, at de grønne muligheder flytter med. Byboerne efterspørger natur, grønne områder og bæredygtige byrum, samtidig med at byerne presses af flere biler og behovet for flere boliger. Sammen med globale klimaforandringer skaber det et øget pres for at udvikle vores byer bæredygtigt, så vi både løser lokale udfordringer for klima og miljø og skaber byer, som er attraktive at bo og leve i. Her står byråd på tværs af landets kommuner over for en stor og fælles opgave med at drive en grøn forandring.

Overvej, om din kommune belønner borgere, som tager det grønne valg
Karin Thuesen Pedersen Byudviklingsdirektør, COWI

For at blive klar til et grønt kommunalvalg er der mange steder, hvor både nye og gamle byrådskandidater kan tage fat. Jeg vil pege på fire ideer, som kan sætte fart på en bæredygtig udvikling i din by.

Sæt klima på dagsordenen i hele kommunen

Det handler om at tænke grønt på tværs af kommunens afdelinger og siloer. Her kan en klimaenhed fungere som et grønt kraftcenter i kommunens administration og sikre en grøn tråd gennem alle kommunens aktiviteter. Kommunens budgetter er en vigtig, grøn muskel, og ved at tænke bæredygtighed ind i eksempelvis byens drift og vedligehold er der rigtig meget at hente.

Byg bæredygtigt

I takt med at byerne vokser, stiger efterspørgslen på nybyggeri. Det kan få betydelige, negative konsekvenser for klimaet, hvis vi ikke skifter til mere bæredygtige byggemetoder og -materialer. Til gengæld er potentialet enormt.

Klimapartnerskabet for bygge- og anlægssektoren estimerer reduktionspotentialet i anlægssektoren til knap 700.000 ton CO2 per år. For eksempel ved at genbruge byggematerialer eller stille krav om mere bæredygtige byggematerialer som træ, hvor undersøgelser viser, at vi kan reducere CO₂-udledningen fra byggeprocessen med 30 til 70 procent ved at anvende træ i stedet for konventionelle byggematerialer.

Tænkt grønt i trafikken

Mens presset fra flere biler på vejene stiger, vokser behovet for at tænke grønt i kommunernes mobilitetsplaner og parkeringsstrategier. Overvej, om din kommune belønner borgere, som tager det grønne valg, med cykelparkering centralt i bymidten eller med god adgang til delebiler eller kollektiv transport.

Med et kommunalvalg lige om hjørnet har vi en kærkommen mulighed for at kickstarte debatten om fremtidens byer
Karin Thuesen Pedersen
Byudviklingsdirektør, COWI

Og glem ikke fodgængerne som en del af den bæredygtige mobilitet. Når vi lykkes med at gøre vores byer til attraktive ’gå-byer’, viser undersøgelser, at borgernes tryghed, sikkerhed, sundhed og velvære øges. Måske skal din kommune have en bæredygtig gangstrategi?

Samtidig er nye infrastrukturprojekter i kommunen også en kærkommen mulighed for at starte forfra og skabe helt nye bæredygtige byrum i kommunen. Parkeringspladsen ved Viborgs nye rådhus er et godt eksempel. Om aftenen omdannes parkeringspladsen til et rum for street-sport. Samtidig er der regnvandsbassiner, små grønne byrum og solceller på tagene. Et andet eksempel er Gladsaxe og Furesø kommuner, der er gået sammen om at undersøge, hvordan nødvendige støjskærme omkring byerne kan bruges til at overdække motorveje og udnytte overdækningerne til at skabe nye friarealer og flere grønne byrum.

Bæredygtig byudvikling handler også om vand

Det grønne potentiale for en mere bæredygtig udnyttelse og håndtering af vand er stort. Et af flere gode eksempler i Danmark er den nyopførte bydel Nye ved Aarhus, hvor et lokalt renseværk forsyner byens toiletter og vaskemaskiner med renset regnvand, som derved kan genbruges af bydelens borgere. Det giver en besparelse på drikkevandsressourcen på cirka 30 millioner liter om året på tværs af byens 600 boliger – samtidig med at området klimasikres mod oversvømmelser som følge af kraftig regn eller skybrud.

Der er mange gode grønne tiltag at tage fat på, og med et kommunalvalg lige om hjørnet har vi en kærkommen mulighed for at kickstarte debatten om fremtidens byer og spørge, hvordan vi kan udvikle vores byer i en mere bæredygtig retning.

Men det kræver, at byrådskandidaterne går forrest og insisterer på at tage debatten og få de grønne løsninger ud at virke.

Denne artikel blev bragt i Byrummonitor den 12. nov 2021.

Kontakt

Karin Thuesen Pedersen
Urban Development Director
Transport Planning, Denmark

Tel: +45 56 40 3483