Nye skybrudsprojekter skal fremtidssikre hovedstaden mod klimaforandringer

 

13.03.2024

Københavns Kommune har netop offentliggjort de kommende rådgivere på en rammeaftale om klimatilpasning og anlæg af hovedstaden. COWI skal sammen med Arkitema og fire andre rådgiverteams bidrage til at klimatilpasse hovedstaden og skabe bedre veje og byrum.

Smukke byrum, klimatilpasning og forbedring af de trafikale forhold skal gå hånd i hånd. Det skal en række skybruds- og byrumsprojekter i København over de kommende år sørge for. 

Målet er at forberede hovedstaden, så boliger og infrastruktur er sikret mod skader fra oversvømmelser fra en fremtidig hundredårshændelse. 

”I en fremtid med mere ekstremvejr, flere skybrud og et varmere klima, er det nødvendigt at sikre København, så det fortsat er en grøn hovedstad med fantastiske byrum og en velfungerende infrastruktur, også efter store skybrud. Det er vi glade for at bidrage til,” siger Jeppe Sikker Jensen, markedschef i COWI inden for vand og klimatilpasning.

Klimatilpasningen sker bl.a. ved at omdanne parker og byrum og genoprette veje og pladser, samt ved håndtering af regnvand over og under jorden. Der vil være fokus på nye bæredygtige løsninger, der tilgodeser den daglige brug af bl.a. parker, legepladser og sportsfaciliteter. 

Den københavnske oase Enghaveparken er blevet klimatilpasset og moderniseret, så området er klædt på til fremtidens enorme regnskyl. Foto: COWI

Projekterne skal fortsætte udviklingen af København til en grøn og klimatilpasset by, og aftalen omfatter både store komplekse projekter som klimatilpasning af hele byrum som f.eks. Ydre Østerbro samt mindre projekter i f.eks. parker.

Skybrudsikring med blik for biodiversitet og innovation

Udover at skulle sikre byen mod ekstremregn og fremtidens klimaforandringer vil et vigtigt element være at sørge for at forbedre og bevare biodiversitet og tænke nyt, særligt inden for bæredygtighed. Der er nemlig indarbejdet en såkaldt innovationsklausul i aftalen, som vægter bæredygtighed højt.

”Det betyder, at vi på alle projekterne kommer til at gøre vores ypperste for at finde på nye og endnu bedre metoder at løse klimatilpasningsudfordringerne. Det kunne være ved at sikre en lavere CO₂-udledning end sidst, man lavede et lignende projekt, eller ved at sørge for mere lokal genanvendelse af materialer eller mere bynatur. Vi mener, det er den helt rigtige vej at gå, når man vil skabe varige, bæredygtige byrum,” siger Jeppe Sikker Jensen. 

FAKTA:

  • Aftalen løber over de næste to år med mulighed for forlængelse til fire år.
  • COWI har tidligere anlagt klimatilpasningsprojekter for Københavns Kommune i blandt andet Enghaveparken og på Hovmestervej og har p.t. igangværende projekter blandt andet ved Skellet, Vestre Kirkegaard, Kagsmosen Skybrudsareal, Skoleholdervej og Degnestavnens Legeplads.

Kontakt

 Søren Kragh Pedersen

Søren Kragh Pedersen
Head of Group PA & PR
Communication, Denmark

Tel: +45 20257018